'SKYBRUD'

Lyt og læs mere

OM ARTISTEN

Marianne Søgaard er en prisbelønnet dansk sangskriver og komponist med et enkelt, melodisk og iørefaldende tonesprog, der samler folk på tværs af generationer i fællessang. Hun er blandt andet repræsenteret med syv melodier og en tekst i Højskolesangbogens 19. udgave og har repræsentation i Kirkesangbogen, Morgensangbogen, Efterskolesangbogen og andre udgivelser. Hendes kompositioner er blandt andet fortolket af Bo Holten og Musica Ficta, Caroline Henderson, Bjørn Fjæstad og Danmarks underholdningsorkester. Hun har medvirket i flere af DRs programmer om fællessang som pianist, sanger og formidler. Marianne Søgaard er uddannet sanger fra Rytmisk Musikkonservatorium i København (2009) og cand. theol. fra Aarhus Universitet (2023). Hun er højskolelærer på Silkeborg Højskole.

I 2024 vandt hun sammen med forfatter Dy Plambeck en konkurrence udskrevet af DR, Højskolerne og Sangens Hus om at skrive en ny grundlovssang i anledning af 175året for grundloven med sangen “Der hvor du har hjemme”. I 2018 vandt hun DR P2’s konkurrence om at skrive Danmarks nye fødselsdagssang for voksne med titlen ’Fantastiske fødselar’. Hun har skrevet den officielle salme til FDF Landslejr 2021 “Store, tavse aftenhimmel” samt den officielle salme til Himmelske Dage – Kirkernes Folkemøde i Silkeborg 2025 “Håbet er levende”.

“Marianne Søgaard er en helt unik aktør på den folkelige fællessangsscene, og jeg er ikke i tvivl om, at hun vil få en stærk repræsentation fremadrettet i forskellige sammenhænge. Hendes sange er godt håndværk, og de vil blive sunget meget.”

Rasmus Skov Borring, pianist komponist og foredragsholder

I 2020 udkom albummet Skybrud. I anmeldelser lyder det blandt andet:

“Fællessange bør følge med tiden. Med ”Skybrud” ved hånden bliver ekstremregn og fremtidsfrygt skyllet væk og lullet i ro. Hånden på hjertet og sangmunden pivåben: Man er et skarn, hvis ikke disse sange giver én lyst til at gjalde med” (Andreo Michael Mielczarek, Kristeligt Dagblad)

Hun har tidligere udgivet to albums under kunstnernavnet “Oui Mari”, om hvem anmelderne blandt andet skrev:

”Vi siger bare Oui, Oui Mari! – og velkommen til.” (Klaus Lynggaard, Information)

“En samling poppede viser, der swinger så varmt og lifligt, at man ligefrem kan mærke pejsen i den træhytte i Sverige, hvor albummet er indspillet.” (Erik Jensen, Politiken)

“Marianne Søgaard er en gudsbenådet sanger. Hun synger så rent og smukt og medrivende og med en klang, der smelter omgivelserne.” (Kresten Osgood, jazzmusiker og tidligere studievært og smagsdommer på DR)

“Yderst fantasifulde sange får et bumpet og charmerende musikalsk medspil i en større omgang genreanarki” (Jan Opstrup Poulsen, Gaffa)

“Eftertænksomhed. Sådan vil jeg beskrive det nye album fra Oui Mari, som rummer mange dybe aspekter og stillingtagen… Marianne Søgaard mestrer som sanger både folk, den trashede stil og den stille eftertænksomme sang.” (Dette er ikke Program 3)

Marianne Søgaard var i en årrække dukkefører for Sigurd Barreth på turnéen ”Sigurd fortæller bibelhistorier” og har optrådt som sanger og skuespiller i teater- og revyforestillinger, bl.a. med Folketeatret. Hun sang fra 2006-2017 sopran i Vokalselskabet glas.